Nyt fra Korsør i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Korsør er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Kordilgade, Kalundborg
Algade, Store-Heddinge (2 anmeldelser)
Galoche Alle, Køge

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Stenstrupvej, Lumsås, Nykøbing Sj.

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Vandrigsvej, Gevnø, Store-Heddinge
Slågårdsvej, Frøslev, Store-Heddinge


Flere cykler og motorcykler stjålet ved indbrud i privat bolig – Stenstrupvej, Lumsås, Nykøbing Sj. - Odsherred

Kl. 08.45 bad en lokal mand politiet om hjælp til at undersøge en privat bolig efter et indbrud, hvor der var blevet stjålet flere cykler og motorcykler fra i løbet af weekenden.

Politiet kunne efterfølgende konstatere, at en rude i hoveddøren var blevet knust for at skaffe sig adgang til boligen på et ukendt tidspunkt i løbet af weekenden fra fredag eftermiddag til mandag morgen, hvor indbruddet blev opdaget.

Fra stedet havde tyven(e) stjålet flere cykler samt i alt fem motorcykler af mærkerne Honda og Moto Guzzi. To af motorcyklerne havde nummerplader på, mens de tre øvrige var uindregistrerede, men alle vil nu blive efterlyst som stjålne.

Politiet har foretaget tekniske undersøgelser på gerningsstedet og afventer nu resultatet heraf med eventuelle oplysninger, der kan være med til at identificere en eller flere mistænkte.

Nogle naboer i området er blevet kontaktet af politiet, men ingen har tilsyneladende set eller hørt noget mistænkeligt i løbet af weekenden. Til trods herfor ønsker politiet dog stadig oplysninger fra personer, der måtte enten have set personer eller måske fremmede køretøjer i området, eller at høre fra personer, der måtte have oplysninger om de stjålne køretøjer. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Narkokørsel – Egebjergvej, Anneberg, Nykøbing Sj. - Odsherred

Kl. 10.58 blev en 49-årig mand fra Nykøbing Sj. standset som fører af en personbil, som han førte ad Egebjergvej i nordlig retning.

Da politiet mistænkte ham for at være påvirket af narkotika under kørslen, blev han kortvarigt anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel og udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Den 49-årige mente dog ikke at være påvirket, men vil blive underrettet om analyseresultatet fra den udtagne blodprøve, når analyseerklæringen foreligger.

To færdselsuheld – Holbækvej, Kalundborg

Kl. 12.00 rykkede rednings- og ambulancepersonale sammen med politiet ud til et færdselsuheld på Holbækvej omkring sidevejen Eskebjergvej, efter at tre bilister var blevet involveret i et sammenstød.

Politiet afspærrede Holbækvej for trafik i begge retning under redningsarbejdet, idet to af de tre parterne havde behov for hjælp. De to parter blev straks kørt til to forskellige sygehuse, hvor de blev indlagt til undersøgelse og fornøden behandling for deres tilskadekomster.

En bilinspektør blev tilkaldt til uheldsstedet for at foretage undersøgelse af de implicerede køretøjer og uheldsstedet.

Politiet fik i samarbejde med bilinspektøren klarlagt, at en 62-årig mand fra Svebølle i en personbil var kørt ad Holbækvej i østlig retning, da han ifølge vidneudsagn og spor på uheldsstedet var kommet for langt over i den modsatte kørebanehalvdel.

Her strejfede han en modkørende personbil, som en 45-årig mand fra Kokkedal var fører af. Han forsøgte at undvige og blev derfor kun strejfet af den 62-årige, der efterfølgende stødte frontalt sammen med en varebil, som 33-årig kvinde fra Ringsted var fører af.

Kvinden og den 62-årige blev begge indbragt til et sygehus til undersøgelse og fornøden behandling for deres tilskadekomster som følge af sammenstødet.

Den 62-årige fik rutinemæssigt i forbindelse med indlæggelsen udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for eventuel påvirkning af enten alkohol eller euforiserende stoffer under kørslen.

Afspærringen og oprydningsarbejdet på dette uheldssted blev afsluttet kl. ca. 15.25, så trafikken ad Holbækvej i begge retninger kunne normaliseres.

Et udrykningskøretøj fra det lokale redningsberedskab blev under udrykningskørslen frem til uheldsstedet med de tre implicerede trafikanter selv impliceret i et sammenstød med en anden trafikant.

En 56-årig mand fører af udrykningskøretøjet med tilkoblet trailer kørte ad Holbækvej mod øst og strejfede i krydset Holbækvej – Eskebjergvej bagenden af en påhængsvogn, som en 48-årig kvinde fra Eskebjerg havde tilkoblet sin personbil. Kvinden kørte også i østlig retning ad Holbækvej og var i færd med et venstresving ad Eskebjergvej, da sammenstødet skete.

Politiet har i begge tilfælde optaget rapport om sammenstødene for at få klarlagt de nærmere omstændigheder.

To biltyve anholdt - Ringsted

Kl. 12.59 anmeldte en mandlig bilist, at han næsten var blevet påkørt af en anden personbil på Huginsvej i Ringsted.

Personbilen, hvis nummerplade anmelderen nåede at aflæse inden anmeldelsen om den hensynsløse kørsel ud fra en parkeringsplads ved Huginsvej, viste sig at være meldt stjålet fra Pileborggade, Ringsted, natten til søndag.

Politiet kørte efterfølgende til området for at lede efter bilen, som blev fundet efter knap to timers eftersøgning. Politiet fandt bilen parkeret på en parkeringsplads ved skolerne på Ahorn Alle, og i bilen befandt sig to unge mænd på 17 år fra Ringsted, som begge blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for uberettiget brug af den stjålne bil.

Begge blev løsladt efter afhøring til sagen, som dog efterforskes yderligere i et forsøg på at få klarlagt, hvem der var fører af bilen på bl.a. Huginsvej. Bilejeren er blevet underrettet og har fået udleveret sin bil.

De sociale myndigheder vil blive underrettet om sagen mod de to 17-årige, som også kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen er færdigefterforsket.

Uro og uorden – Vig Stationsvej, Vig – Odsherred

Kl. 17.02 fik politiet via alarmcentralen en melding om, at en kvinde blev overfaldet på Vig Stationsvej, så politiet sendte straks flere patruljer til området.

Politiet fandt ikke nogen forurettet kvinde, men fik kontakt til flere personer, der kunne give oplysninger om, at den formentlig overfaldne kvinde sammen med en mand var gået hen til en bestemt adresse i byen.

Her fik politiet kontakt til en 25-årig mand samt en 26-årig kvinde fra Vig, som begge kendte hinanden. De havde haft en uenighed på Vig Stationsvej, hvilket havde udmøntet sig i en fælles adfærd, der kunne give andre anledning til at tro, at kvinden blev overfaldet.

Ingen af parterne var kommet til skade, så politiet besluttede at sigte begge parter for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af adfærden, der havde forstyrret den offentlige orden og givet anledning til opkald til alarmcentralen.

Begge parter kan nu forvente at få en bøde, og politiet har tillige udfærdiget en rapport til de sociale myndigheder med en bekymring for de voksnes indbyrdes adfærd, da der var nogle små børn til stede på adressen i Vig.

Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 17.37 var to bilister impliceret i et sammenstød på Sydmotorvejen i det nordgående spor, så rednings- og ambulancepersonale var rykket ud til stedet.

Politiet kunne efterfølgende konstatere, at sammenstødet stort set spærrede begge vognbaner i nordgående retning, så passage kun var muligt via nødsporet. I modsat retning var der opstået en ”kigge-kø” på grund af uheldet.

Uheldet var sket, da en 30-årig mand fra Greve med sin personbil overhalede en anden personbil, som en 51-årig mand fra Store-Heddinge var fører af.

Den overhalende bilist kom for langt til venstre, så venstre hjulpar kom ud i midterrabatten, hvilket medførte, at den 30-årige mistede kontrollen over sin bil og ramte den overhalede bil. Begge biler ramte efterfølgende autoværnet, og den 51-åriges bil væltede om på siden.

Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, og rednings- og oprydningsarbejdet kunne afsluttes kl. ca. 19.10, hvor trafikken kunne normaliseres. Politiet registrerede blot parterne og omstændighederne ved uheldet.

Vold mod hjælpsom butiksansat – Brønsager, Svogerslev, Roskilde

Kl. 18.47 anmeldte en 19-årig mand fra Roskilde, at han som ansat i et supermarked var blevet overfaldet af en sur mand, der havde problemer med en pantautomat i butikken.

Da den 19-årige ville komme manden til hjælp, var han blevet overfaldet og slået en enkelt gang i ansigtet, inden andre ansatte var kommet den 19-årige til undsætning. Den 19-årige havde pådraget sig rødmen efter slaget.

Manden var efterfølgende gået fra stedet, men politiet fandt ham ved pantautomaten i en anden og nærliggende supermarked.

Der var tale om en lettere spirituspåvirket, 47-årig mand fra Roskilde, som blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for vold mod den 19-årige butiksansatte.

Politiet løslod den 47-årige efter afhøring til sagen, som efter afsluttet efterforskning kan forventes at få et retsligt efterspil for den 47-årige.

Hensynsløs kørsel i stjålet bil med stjålne nummerplader

Kl. 20.07 spottede en patrulje fra den præventive afdeling fra politiet i Kalundborg en personbil, som man gerne ville kontrollerede nærmere, da de monterede nummerplader på bilen tilhørte et køretøj af et andet bilmærke, og da nummerpladerne i øvrigt var afmeldte.

Bilen kørte ad Nørre Alle, og da politiet ville standse bilen, satte føreren imidlertid hastigheden op for at slippe væk fra patruljen.

Politiet fulgte efter den flygtende bilist, som under flugten foretog flere overhalinger højre om andre bilister, ligesom hastigheden var langt over de tilladte 50 km/t i tættere bebygget område.

Personbilen blev fulgte rundt i nogle villakvarterer, inden føreren igen kørte ud på Nørre Alle og ind i området ved et supermarked, hvor to mænd sprang ud af bilen med lav hastighed, men mens bilen fortsatte fremad og påkørte nogle indkøbsvogne og plastkasser ved supermarkedet.

Den flygtende passager blev indhentet og viste sig at være en 30-årig uden fast bopæl, mens føreren gemte sig under en container, inden politiet foretog anholdelse af en 25-årig mand fra Gørlev Sj.

Føreren kunne mistænktes for at være påvirket af narkotika under kørslen i bilen, som han ikke måtte være fører af, fordi han i forvejen var frakendt kørekortet.

Ved nærmere undersøgelse af bilen viste det sig, at selve bilen var meldt stjålet i marts måned i Korsør, og i bagagerummet fandt politiet dunke med diesel samt udstyr til tyveri af brændstof.

Passageren blev hurtigt afhørt til mistankegrundlaget mod dem og løsladt på stedet, mens den 25-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden afhøringen af ham til samme mistankegrundlag.

Den 25-årige blev senere på aftenen løsladt, men sagen vil blive efterforsket yderligere for at få tilvejebragt oplysninger, der kan bruges til en vurdering af, hvorvidt hans kørsel i Kalundborg by kan karakteriseres som vanvidskørsel.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 22.21 fik politiet via alarm 112 melding om et sammenstød mellem en personbil og en lastbil på Vestmotorvejen i det østgående spor mellem afkørslerne 35 Ringsted Ø og 34 Borup.

På uheldsstedet var der allerede opstået en mindre kø, og politiet afspærrede motorvejen i det østgående spor ved afkørsel 35 Ringsted Ø under rednings- og oprydningsarbejdet.

Ud over rednings- og ambulancepersonale var en lægehelikopter sendt til uheldsstedet, hvor to mænd i en impliceret personbil var kommet til skade. Føreren af den involverede lastbil med tilkoblet sættevogn var sluppet uskadt.

En 29-årig mand fra Søborg havde været passager i personbilen og var kommet alvorligt til skade, så han blev fløjet med lægehelikopteren til Rigshospitalet til undersøgelse og fornøden behandling.

En 31-årig mand fra Birkerød blev i en ambulance bragt til en skadestuen til undersøgelse og behandling for lettere kvæstelser, han havde pådraget sig ved uheldet.

En bilinspektør blev tilkaldt til undersøge de involverede køretøjer og uheldsstedet, og den foreløbige konklusion på uheldet var, at føreren af personbilen under kørslen og med højere hastighed en lastbilen havde ramt venstre del af sættevognens bagende.

Personbilen havde de største skader på højre side, som havde ramt lastbilen.

Rednings- og oprydningsarbejdet var afsluttet kl. ca. 00.30, hvor det østgående spor på motorvejen blev genåbnet.

Politiet har rutinemæssigt fået udtaget en blodprøve af føreren for at få klarlagt, hvorvidt føreren kan have været påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer i forbindelse med ulykken.

Bilinspektørens erklæring afventes nu, ligesom politiet ikke har fået afhørt alle i sagen, som derfor efterforskes yderligere for at få klarlagt årsagen til uheldet.

Færdselsuheld – Køgevej / Kaserne Alle, Ringsted

Kl. 05.43 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et sammenstød mellem en bilist og en cyklist i krydset Køgevej – Kaserne Alle i Ringsted.

Det viste sig, at en 57-årig mand fra Ringsted var kørt i en personbil ad Kaserne Alle mod syd frem til krydset ved Køgevej, hvor han kørte frem over vigelinjen i forbindelse med svingning til højre ad Køgevej mod vest.

Efter passage af vigelinjen påkørte bilisten en 48-årig kvinde fra Ringsted, der på cykel kørte på cykelstien ad Køgevej i vestlig retning.

Cyklisten slap fra uheldet uden behandlingskrævende skader ligesom bilisten, og der skete kun ringe materielle skader ved uheldet.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi