137 studenterlastbiler kontrolleret i år

dato

Tungvognscenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi har den seneste uge kontrolleret i alt 137 lastbiler beregnet til studenterkørsel.

"Det er vigtigt, at man trygt kan sende sine unge mennesker ud på lastbilerne. Der er tale om feststemte unge mennesker i højt humør. Og desværre har vi også i år set eksempler på, hvor nemt det kan gå galt. Derfor gør vi, hvad vi kan, for at kontrollere lastbilerne og deres chauffører," siger vicepolitiinspektør Mads Haugaard.

Der blev i alt skrevet rapporter på 43 af køretøjerne. Der var primært tale om problemer med lastbilens kontrolapparat eller diverse tilladelser og dokumenter, der ikke var medbragt. Tre lastbiler fik forbud mod at køre videre - to af dem på grund af fejl på bremserne. Den sidste havde ikke medbragt de nødvendige forsikringspapirer men fik lov at køre videre, da forsikringsforholdene var på plads.

Yderligere tre lastbiler blev pålagt at skifte dæk, før de måtte fortsætte kørslen.

De øvrige sager fordelt sig på en række forskellige kategorier, herunder brandslukker og førstehjælpskasse, der ikke var medbragt, en lastbil, der kørte på pigdæk, samt et enkelt forhold, hvor der var flere mennesker på ladet, end der var tilladelse til.

"Mange af sagerne er heldigvis i de mindre alvorlige kategorier, men det er stadigt for mange sager efter vores mening," siger Mads Haugaard.

Politiets Landsdækkende Enhed for Operativ Tungvogn og Dyrevelfærd har i lighed med de tidligere år også denne gang afholdt møder med vognmandsbranchen for at orientere om, hvilke ting, der skal være i orden, hvis man skal køre med studenter på ladet.

Kontrollerne er dels sket på motorvejen ved Korsør og dels rundt om på Sjælland, herunder Roskilde, København, Hvidovre, Brøndby, Allerød, Greve, Hillerød, Gentofte, Lyngby, Farum, Høje-Taastrup, Vallensbæk, Ballerup, Gladsaxe, Hvidovre og Greve.

Flere af kontrollerne skete i samarbejde med Færdselsstyrelsen og Skattestyrelsen.
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi