Motiveres du af spændende opgaver i en travl hverdag i en alsidig virksomhed? Brænder du for kvalitetsledelse og har du styr på eller kender til ISO 9001:2015? Så er det måske dig vi søger som Kvalitetskoordinator ved Vedligeholdelsesområde Korsør
Om os
Vedligeholdelsesområde Korsør er en del af Vedligeholdelsesafdeling MARITIM, som også består af Vedligeholdelsesområde Frederikshavn og Planlægningssektionen i Brabrand. Samlet set er vi en del af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste (FVT), en niveau 3-myndighed i Forsvaret med ca. 1700 medarbejdere. Vedligeholdelsesområde Korsør har ca. 175 medarbejdere og 13 lærlinge, hvoraf ca. 35 medarbejdere og lærlinge er på vores filialværksteder i hhv. Frederikshavn og Karup.
Vedligeholdelsesområde Korsør varetager primært opgaver indenfor maritim vedligeholdelse og reparationer på Søværnets skibe indenfor stort set alle fagområder, men specialiserede fremstillings- og vedligeholdelsesopgaver for Hæren og Flyvevåbenet er også en del af hverdagen. Vi er organiseret i fire værksteder opdelt i specialer indenfor våben- og elektronik samt skrog- og platformsrelaterede opgaver.
Som arbejdsplads har vi fokus på trivsel og et godt arbejdsmiljø og arbejder målrettet med fokus på gode relationer internt og eksternt. Dette sker med baggrund i Fælles Mål, Fælles Viden og Gensidig Respekt. Det kræver nysgerrighed og indsigt på tværs, accept af hinandens vilkår og kendskab til sig selv. Som ansat hos os får du rig mulighed for udvikling og indflydelse på dit daglige virke i en spændende hverdag, hvor nye opgaver opstår og eksisterende vil blive udvidet.
Om stillingen
Som kvalitetskoordinator vil du indgå i et team med to andre koordinatorkollegaer, som har fokus på henholdsvis arbejdsmiljø og militær sikkerhed, hvor I alle refererer direkte til Chefen for Vedligeholdelsesområde Korsør (VO KOR). Din opgave vil, i samarbejde med dine teamkollegaer og VO KOR ledelsesteam og værkstedsmedarbejdere, være at sørge for, at alle værkstederne i VO KOR kan bibeholde ISO certificeringen på kvalitetsområdet. Pt. er vi certificeret til ISO:2015 indenfor kvalitetsledelse og ISO 45001:2018 indenfor arbejdsmiljøledelse.
Jobbet indeholder selvstændig sagsbehandling med gode muligheder for sparring med de øvrige Kvalitetskoordinatorer i Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.
Du bliver en del af et auditeringsteam, hvor du gradvist opbygger de nødvendige kompetencer til selv at gennemføre interne audits på andre værksteder i FVT's myndighedsområde og til at understøtte VO KOR's egne værksteder ved eksterne audits.
Du må forvente nogen indlands rejseaktivitet i forbindelse med stillingen.
En del af jobbet er også at deltage i forums inden for kvalitetsområdet og i nødvendigt omfang deltage i uddannelsesaktiviteter.
Dit arbejdsforhold er baseret på tillid mellem dig og vedligeholdelsesområdets ledelse, hvor rammerne generelt er frie med mulighed for aftaler i en gensidig dialog. Enkelte hjemmearbejdsdage kan aftales, men overordnet er det forventningen, at du møder ind på arbejdspladsen, da stillingens indhold og relationerne til værkstederne fordrer dette.
Om dig
Din uddannelsesmæssige og erhvervsmæssige baggrund er mindre væsentlig, men vi forestiller os, du har en del erfaring med kvalitetsarbejde og praktisk erfaring med ISO-9001 eller tilsvarende kvalitetsledelsessystemer.
Det er en fordel, men ikke et krav, at du har en erhvervsuddannelse, suppleret med en relevant efteruddannelse på niveau 5 eller højere og er uddannet ” Auditor” på ISO 9001 eller tilsvarende.
Men har du den rigtige personlige profil til jobbet, indgår vi gerne aftale om at bibringe dig de fornødne kompetencer til stillingen.
Som person er du engageret forretningsorienteret, fleksibel og med masser af ”drive”. Du tror på, at relationer og samarbejder skaber de bedste løsninger.
Du formår at bevare overblikket og trives med varierende arbejdsopgaver, hvor fornyelse og kvalitet er i centrum.
Du arbejder godt både i teams og selvstændigt og er imødekommende. Du er struktureret med sans for detaljens betydning, besidder stærke kommunikative evner og formulerer dig tydeligt og præcist, både mundtligt og skriftligt.
Det er et krav, at du har et gyldigt kørekort til kat. B.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes og aflønnes efter den til enhver tid gældende relevante overenskomst.
Afhængig af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Korsør.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte orlogskaptajn Mads Seidler på telefon 7282 2501, alternativt orlogskaptajn René Andersen på telefon 7282 2505
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Pia Knudsen på telefon 3266 5783.
Tiltrædelsestidspunkt 1. oktober 2026 eller efter aftale.
Fast tjenestested: Flådestation Korsør
Ansøgningsfristen er den 9. august 2026 og ansættelsessamtaler forventes gennemført i uge 34.
Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af svendebrev. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste består af en Vedligeholdelsesdivision med seks vedligeholdelsesområder fordelt geografisk over hele landet, og en Planlægnings- og Koordinationsdivision beliggende i Brabrand. De seks Vedligeholdelsesområder er specialiseret i at reparere, vedligeholde og modificere specifikke materielsystemer indenfor deres faglige søjle. Planlægnings- og Koordinationsdivisionen består af en Forretningsafdeling og en Driftsafdeling, som varetager koordinerende planlægning, uddannelse, styring, controlling og udvikling af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.
Ud over at reparere og vedligeholde Forsvarets materiel så støtter Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste Forsvarets operationer og missioner med veluddannet militært teknisk personel, der udlånes til Forsvarets enheder iht. aftalte planlægning eller ad hoc i særlige tilfælde.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Slagelse Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste, Vedligeholdelsesområde Korsør, Sylowsvej, 4220 Korsør
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 09-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/373a08c8-d615-43d3-9925-821a3b659f66