Har du styr på projektledelse, strategi, tværgående processer og ledelsesbetjening?
Hvis du kan svare ja til ovenstående, så er du måske vores nye kollega. Kommunale Ejendomme i Slagelse Kommune, søger nemlig en projektleder til Team Strategi og Udvikling.
Kvalifikationer og erfaring
Ejendomsstrategien, som vi hedder i daglig tale, er indgangen for kommunens institutioner, når der er nye behov for lokaler eller overskydende ejendomme, der skal frigøres til salg. Vi varetager bl.a. behovsafklaringer, politisk sagsbehandling og planlægning af fx flytteprocesser. Kort sagt har vi fokus på at optimere brugen af kommunens arealer og projektledelse af interne udviklingsprojekter. Vi er lige nu fire kolleger, og vi søger en ny kollega med en stærk projektlederprofil.
Du har en akademisk baggrund, men derudover kan der være mange indgange til jobbet. Du har gerne erfaring med at facilitere forandringsprocesser, hvor forskellige interesser og fagligheder skal tilgodeses og inddrages. Desuden er kendskab til - og erfaring med - nogle af nedenstående punkter en fordel
- Forståelse af kommuners forskellige fagområder.
- Planlægning af processer.
- Evnen til at skifte fra strategisk tænkning til lavpraktiske opgaver (og tilbage igen).
- At skrive politiske sagsfremstillinger.
- Forandringsledelse.
- Kendskab til forskellige måder at indrette arbejdspladser.
- Opbyggelse og vedligeholdelse af viden om arealanvendelsen i en større ejendomsportefølje.
- Stærke analytiske evner og måske erfaring med data- og kapacitetsanalyse eller befolkningsprognose.
- En struktureret tilgang til arbejdsopgaverne.
Du er altså den der sørger for den gode proces og kommunikation internt og eksternt. Du er kort sagt årsagen til at en proces lykkes. Hvis vi er heldige, har du også indsigt i byggeri.
Derudover værdsætter vi en proaktiv tilgang og evnen til at tænke innovativt for at løse komplekse udfordringer sammen med andre.
Om os
Ejendomsstrategien er en del af afdelingen ”Ejendom, Vedligehold og Anlæg” (EVA), hvor vi i alt er 28 gode kollegaer. Vores øvrige kollegaer arbejder passioneret med anlægssager og bygningsvedligehold.
EVA er en del af Kommunale Ejendomme, som er en del af Slagelse Kommune. Kommunale Ejendomme har en flad organisationsstruktur. Vi har vores base i helt nyindrettede lokaler midt i Korsør, midt i Danmark, på kanten af Storebælt, og med gode trafikforbindelser fra både
Sjælland og Fyn/Jylland. Sammen lægger vi vægt på at skabe gode resultater, og vi gør, hvad vi kan for at have det hyggeligt imens.
Træd ind i vores verden
I Slagelse Kommune er driften og ejerskabet af bygningerne samlet i Kommunale Ejendomme. Kommunale Ejendomme forvalter en ejendomsportefølje, der udgøres af ca. 350 ejendomme med et samlet bygningsareal på 400.000 m². Strategisk arbejder vi med kloge m², og der er et potentiale for at optimere og skabe positive forandringer ved hjælp af bæredygtige løsninger.
Vi har behov for tiltrængte forstærkninger i en tid med udviklingsplaner for Slagelse, Skælskør og Korsør. Vi har gjort store investeringer, bl.a. i naturområdet ved Kruusesminde, og vi har mange planer for udvikling, herunder klimasikringsprojekter, en arealudviklingspulje til understøtning af strategiske opkøb og meget, meget mere. Som vores kommende kollega vil du være med i frontlinjen af denne spændende rejse.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast stilling på fuldtid.
Ansættelse sker efter gældende overenskomst og med aflønning efter kvalifikationer.
Arbejdsstedet er Kommunale Ejendomme, Dahlsvej 3, 4220 Korsør. Der vil være mulighed for hjemarbejdsdage og fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstid. Vi har en god kantine.
Slagelse Kommune har pr. 1. august 2023 indført røgfri arbejdstid.
Ved ansættelse i Slagelse Kommune vil der blive indhentet referencer og evt. bedt om en straffeattest.
Ansættelse hurtigst muligt eller pr. den 1. juli 2025.
Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte
- afdelingsleder for Ejendomme, Vedligehold & Anlæg, Søren Ole Nielsen, på telefon 20 43 79 34.
Ansøgningsfrist
Send din ansøgning og CV senest den
- 5. maj 2025
Vi holder samtaler løbende og ansætter når vi har den rigtige kandidat.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Slagelse Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Kommunale Ejendomme, Dahlsvej, 4220 Korsør
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 05-05-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/add92dfe-34ee-48a8-8620-b71901b7afd3