Korsør er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Åkandevej, Vester Saaby, Hvalsø
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Vestre Ibsvej, Solrød Strand
Mølleparken, Borup
Pileborggade, Ringsted
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Lykkestien, Kalundborg (forsøg)
Svellebakken, Veddinge Bakker, Fårevejle St.
Knarbo Agre, Kårup Skov, Fårevejle St.
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Roskildevænget, Roskilde
Ahornvej, Karlslunde
Værkstedsvænget, Havdrup
Skyttemarken, Havdrup
Alleparken, Holbæk
Græshave Alle, Havdrup
Nylandsvej, Køge
Tyveri fra tre varebiler – Havdrup – Solrød
Natten mellem søndag og mandag blev der begået tyverier fra tre varebiler i Havdrup, hvilket efterfølgende medførte tre anmeldelser herom mandag morgen og formiddag.
Varebilerne havde om natten stået på Værkstedsvænget, Skyttemarken og Græshave Alle i Havdrup, og tyven(e) havde i alle tre tilfælde opbrudt sidedøren for at skaffe sig adgang til varerummene.
Fra varebilerne på Græshave Alle og Værkstedsvænget blev hånd- og elværktøjet stjålet, mens der tilsyneladende ikke var blevet stjålet noget fra varebilen på Skyttemarken.
Politiet efterforsker nu anmeldelserne ud fra de oplysninger, som er modtaget i forbindelse med anmeldelserne. Dog vil politiet gerne høre fra personer, der måtte have set eller hørt noget usædvanligt på de tre veje i Havdrup i løbet af natten mellem søndag og mandag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.
Gode råd fra politiet om at forhindre tyveri fra varebiler
Midt- og Vestsjællands Politi har nogle gode råd til, hvad du selv kan gøre for at forsøge at forhindre tyveri fra din bil:
• Parker – om muligt – varebilen på en sådan måde, at det er besværligt at komme ind i den ad bag- eller sidedøre.
• Deaktiver knappen til central oplåsning af bag- og sidedøre (findes ikke i alle varebiler).
• Fjern særligt værdifuldt værktøj fra bilen
• Mærk værktøj med f.eks. en særlig farve, initialer eller firmanavn mv., så stjålet værktøj vil være sværere at afsætte for tyven og nemmere for politiet at identificere ejeren
• Biler, der parkeres i længere tid eller efter mørkets frembrud, bør parkeres, hvor der er belysning – og gerne i nærheden af beboelse. Undgå at parkere bilen på øde steder.
Tyveri fra fem gravemaskiner – Vibyvejen, Viby Sj. – Roskilde
Kl. 07.53 rykkede politiet ud for at se nærmere på fem gravemaskiner på en byggeplads nord for Viby, idet der fra alle fem maskiner var blevet stjålet GPS- og sensor-udstyr i løbet af weekenden.
Det stjålne udstyr var blevet afmonteret hver enkelt gravemaskine på et ukendt tidspunkt fra fredag eftermiddag frem til mandag morgen, hvor tyverierne blev opdaget.
Politiet undersøgte de pågældende maskiner for eventuelle spor, der vil kunne identificere tyven(e), der har stjålet udstyr for et stort sekscifret beløb.
I forbindelse med efterforskningen af tyverierne vil politiet gerne i kontakt med personer, der i løbet af weekenden har bemærket usædvanlig aktivitet på byggepladsen og ved gravemaskinerne. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Narkokørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand
Kl. 09.58 blev en færdselspatrulje i et civilt køretøj med videoudstyr overhalet af en ældre personbil, der kørte hurtigere end tilladt i sydgående retning på Køge Bugt Motorvejen ved Solrød Strand.
Politiet indledte en hastighedsmåling og kunne kort efter konstatere, at føreren af personbilen kørte med mindst 132 km/t mod de højst tilladte 110 km/t ifølge skiltningen på motorvejen.
Personbilen blev ført af en 24-årig mand fra København S, som blev sigtet for hastighedsovertrædelsen. Da det viste sig, at han også i forvejen var frakendt kørekortet, blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Desuden kunne politiet mistænke ham for at være påvirket af narkotika under kørslen, efter at politiet havde konstateret en kraftig lugt af hash i bilens kabine.
Den 24-årige blev efter sigtelsen også for narkokørsel kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Politiet sørgede også for at få fjernet den 24-åriges bil fra motorvejen, idet dagens kørsel var fjerde gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret i at køre bil trods det manglende kørekort. Personbilen, som den 24-årige havde været ejer af i en uge, blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som den 24-årige vil blive indkaldt til, når sagerne mod ham skal afgøres.
Mistænkts gæster havde narko på sig - Ringsted
Kl. 10.40 bankede en patrulje med narkohunde på hos en 45-årig mand fra Ringsted på grund af en begrundet mistanke om, at han måske var i besiddelse af euforiserende stoffer.
På den 45-åriges bopæl traf politiet også to gæster, som blev identificeret som en 34-årig kvinde og en 42-årig mand fra Ringsted.
Den 45-åriges bopæl blev undersøgt af politiet, som dog ikke fandt nogen euforiserende stoffer i hans besiddelse. Derimod havde den kvindelige gæst 1,45 gram amfetamin og den mandlige gæst 2,25 gram kokain og 16,1 gram hash på sig, så de hver især blev sigtet for den ulovlige besiddelse af stofferne. De ulovlige stoffer blev beslaglagt som bevis i sagerne mod de to sigtede, som senere vil høre nærmere fra politiet.
Under politiets ophold på stedet kom yderligere to mandlige gæster på 45 og 46 år fra Ringsted på besøg og blev derfor også kontrolleret. Den 45-årige var i besiddelse af et såkaldt snifferrør, men ingen af dem havde ulovlige stoffer på sig, så de blev ikke sigtet for noget.
Hurtig narkobilist uden kørekort mv. – Vestmotorvejen, Ringsted
Kl. 11.35 målte færdselspolitiet en personbil til at køre med mindst 167 km/t i vestgående retning ad Vestmotorvejen ved Ringsted, selv om højst tilladte hastighed var den generelle på 130 km/t.
Føreren af personbilen var en 25-årig mand fra Ringsted, som ud over hastighedsovertrædelsen også blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han i forvejen var frakendt kørekortet, og for manglende brug af sikkerhedsselen under kørslen.
Da politiet kunne mistænke ham for også at være påvirket af hash under kørslen, blev han også sigtet for narkokørsel, så han i forbindelse med en kortvarig anholdelse fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Den 24-årige havde lånt bilen af en 20-årig mandlig bilejer fra Ringsted, som kan forvente at blive sigtet for at have overladt føringen af køretøjet til en person, der ikke lovligt kunne være fører. Begge kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet på et senere tidspunkt.
Hurtig bilist uden kørekort – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand
Kl. 11.51 målte en færdselspatrulje en personbil til at køre med en gennemsnitshastighed på mindst 182 km/t ad Køge Bugt Motorvejen i sydgående retning frem til afkørsel 31a Solrød S, hvor føreren af personbil for enden af frakørslen fortsatte ind på en pendler-parkeringsplads, men kørte venstre rundt om helleanlægget.
På parkeringspladsen stak føreren af fra bilen, mens en 21-årig mand fra Køge som passager blev ved bilen. Han blev ikke sigtet for noget.
Færdselspolitiet fik hjælp fra endnu en patrulje til at lede efter føreren, der kort efter dukkede op i nærheden. Der var tale om en 21-årig mand fra Korsør, som ud over hastighedsovertrædelsen (højst tilladt 110 km/t ad motorvejen jf. skiltningen) også blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han i forvejen var frakendt førerretten, samt for kørsel venstre rundt om helleanlægget.
Den 21-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.
Uro og utryghed i privat bolig – Havnsø, Føllenslev - Kalundborg
Kl. 12.00 bad pårørende til en 24-årig mand fra lokalområdet om hjælp til at håndtere ham, idet han ved sin adfærd i familiens bolig skabte så meget utryghed, at man ønskede assistance fra politiet til at håndtere ham.
Politiet kørte til en adresse i Havnsø-området, hvor politiet med flere patruljer holdt øje med og forsøgte at få kontakt til den 24-årige, så han kunne tilbydes hjælp, såfremt han måtte have behov herfor.
Efter ca. en time lykkedes det politiet at få den 24-årige til at komme ud fra boligen, hvorefter han blev bragt til et sygehus til undersøgelse af en skade, som han havde pådraget sig inden kontakten til politiet udenfor.
Den 24-årige er ikke blevet sigtet for noget og forblev indlagt på sygehuset efter undersøgelserne. Politiet har med baggrund i den 24-åriges adfærd udfærdiget en rapport til de sociale myndigheder, som herefter kan vurdere, hvorvidt den 24-årige kan eller skal tilbydes hjælp til at klare sine personlige forhold, så der ikke opstår utryghed inden for familien.
Spirituskørsel – Herslevvejen, Høng – Kalundborg
Kl. 15.43 blev en 56-årig kvinde fra Høng anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel i en personbil, som hun havde ført ad Herslevvejen i østlig retning.
Politiet løslod kvinden efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, og hun kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Færdselsuheld – Søndre Ringvej / Ved Ringen / Maglegårdsvej, Roskilde
Kl. 15.44 rykkede politiet ud for at undersøge omstændighederne nærmere i forbindelse med påkørsel af en fodgænger i det lysregulerede vejkryds Søndre Ringvej-Ved Ringen-Maglegårdsvej.
Det viste sig, at ingen var kommet til skade ved uheldet, da en 20-årig mand fra Roskilde med høretelefoner blev påkørt under passage ad Søndre Ringvej i nordlig retning i et fodgængerfelt i krydsets østlige side.
Fodgængeren var blevet ramt af en ambulance under udrykning, som en 35-årig mandlig ambulancefører kørte ad Søndre Ringvej i østlig retning.
Politiet har optaget rapport om uheldet for at få belyst de nærmere omstændigheder ud fra parternes og vidners forklaringer sammenholdt med lyssignalernes farve i parternes færdselsretninger.
Trusler mellem drenge i klub – Fanøvej, Kirke-Såby – Lejre
Kl. 19.17 anmeldte personalet i en ungdomsklub, at to drenge var blevet så uenige, at den ene havde truet den anden på livet.
Politiet kørte til ungdomsklubben og fik kontakt til en 15-årig dreng fra Hvalsø, som oplyste, at han verbalt var blevet truet på livet af en 16-årig dreng fra Kirke-Såby. Han havde i forbindelse med trusler fremvist noget, der kunne ligne et skydevåben og en træpind, der havde fået offeret til at tro, at det var skæftet på en økse.
Den mistænkte, truende dreng havde forladt klubben inden politiets ankomst, men kom tilbage medbringe en skolæste.
Den mistænkte 16-årige blev anholdt i forbindelse med sigtelsen for trusler på livet mod den 15-årige og efterfølgende bragt til politistationen i Roskilde efter en ransagning på hans bopæl efter den skydevåbenlignende genstand. Under ransagningen fandt politiet en hardballpistol, som blev beslaglagt som bevis i trusselssagen.
De sociale myndigheder overværende afhøringen af den 16-årige, der blev løsladt senere på aftenen.
Politiet har tillige udfærdiget en rapport til de sociale myndigheder vedr. den 16-årige i anledning af striden mellem de to drenge i klubben.
Påvirket mand truede og talte grimt til politiet – Kordilgade, Kalundborg
Kl. 01.17 fik politiet en henvendelse fra en lokal kvinde, som lige p.t. ikke havde det bedste forhold til en 32-årig mandlig bekendt fra Kalundborg.
Efter en kontrovers mellem de to parter tidligere på aftenen var kvinden gået på værtshus, hvor den 32-årige nu også var kommet til, så kvinden følte sig utryg ved hans tilstedeværelse.
Politiet kørte til værtshuset og fik den spirituspåvirkede 32-årige mand med udenfor, hvorefter han blev bedt om at finde sig et andet sted at opholde sig. Det blev han så irriteret over, at han truede med at skyde politiet, ligesom han brugte det danske sprogs mindre pæne gloser om politiet.
Disse udtalelser medførte en anholdelse af den 32-årige, da han ikke ville fjerne sig helt fra området og i øvrigt forsøgte at gribe ud efter en politibetjents pistol.
Den 32-årige blev transporteret til politistationen i Roskilde, hvor han efter et lægetilsyn blev anbragt i detentionen til afrusning. Tirsdag morgen blev han afhørt i anledning af de to sigtelser for trusler mod og fornærmelig tale til politiet, inden han tirsdag formiddag blev løsladt. Han kan senere forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.