Natten til onsdag i sidste uge blev to unge mænd på hhv 23 og 26 år afleveret foran sygehuset i Holbæk med alvorlige skader som følge af knivstik.
Midt- og Vestsjællands Politi har siden efterforsket sagen for at klarlægge, hvad der førte til de to mænds skader.
”Vi har identificeret den 22-årige mand, der kørte de to andre på sygehuset og efterfølgende forlod stedet. Han blev i går anholdt i Korsør. Efterforskningen peger på, at han sammen med de to knivstukne kørte til Odsherred, hvor de opsøgte en 40-årig mand og udsatte ham for et voldsomt røveri”, fortæller politikommissær Kim Lech.
”Ved det røveriske overfald, som skete hjemme hos 40-årige, blev han selv påført alvorlige skader. Men tilsyneladende lykkedes det ham at sætte sig til modværge, og det var i den forbindelse, at de to andre fik deres skader”, siger Kim Lech videre.
Umiddelbart efter knivstikkeriet gennemførte politiet en større søgning efter spor i Ladegårdsparken i Holbæk, da de første oplysninger tydede på, at det kunne være i det område, at overfaldet var fundet sted. Det har så nu vist sig ikke at være tilfældet.
Den 26-årige blev her til morgen anholdt i Vestre Fængsel, hvortil han var overført efter sin hospitalsbehandling.
De to mænd fremstilles torsdag formiddag i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk sigtet for røveri.
Politiet har også søgt efter den 23-årige, men uden held til at kunne anholde ham.
”Han ved godt, at politiet leder efter ham. På den baggrund efterlyser vi ham nu med navn og foto, så vi hurtigst muligt også kan få ham anholdt og fremstillet i grundlovsforhør. Derfor hører vi gerne fra alle, der ved, hvor han opholder sig”, siger Kim Lech.
Folk, der ligger inde med viden om den 23-årige Charlie Christensen, der normalt færdes i Korsør-området, bedes ringe til Midt- og Vestsjællands Politi på 114. I forhold til det offentliggjorte billede, har han i dag også fået tatoveret en maskinpistol under det højre øje.