BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du være en del af den europæiske grænsekontrol, med spændende og anderledes opgaver uden for Danmarks grænser – hvor hver patrulje byder på nye udfordringer?
Er du en erfaren vagtchef, en begavet navigatør og en dygtig sømand samt besidder solide lederevner?
Så søger 3. eskadre fartøjsførere til den faste struktur til FRONTEX (Division 34), der ønsker en alsidig og dynamisk arbejdsplads, som byder på sejlende tjeneste i en fast skemalagt tørn samt nye og anderledes udfordringer ved FRONTEX
Om os
3. Eskadre er kendetegnet ved en fast og kendt planlægning, hvori arbejds- og familieliv går op i en højere enhed og der tages hensyn til den enkelte medarbejders behov.
Division 34 er en nyoprettet division og en del af Søværnets 3. Eskadre, hvori FRONTEX opgaven varetages. Division 34 kommer til at bestå af en ledelsessektion med en chef og en teknisk sagsbehandler, som vil varetage styrkeproduktion og sagsbehandling. Sektionen kommer til at få ansvaret for divisionens ledelse, planlægning og logistiske opgaver, herunder bemanding af de operative enheder.
Bådbidraget ved FRONTEX kommer forventeligt til at bestå af 24 medarbejdere, fordelt med 6 Fartøjsfører, 6 navigatører, 6 Maskingaster og 6 Dæksgaster. Derudover opstiller Søværnet et køretøj til FRONTEX ca. 6 måneder om året. Denne opgave vil også skulle koordineres af Chefen for Division 34 i samarbejde med 3. Eskadre stab og Division 34 medarbejdere.
I forbindelse med oprettelse af Division 34 tilgår der også to nye fartøjer, som er designet og bygget til de krav som operationen i middelhavet stiller, det betyder at Division 34 kommer til at råde over to helt nye fartøjer.
Om stillingen
FRONTEX: Den europæiske grænse- og kystvagt. Danmark støtter med en patruljebåd med mandskab fra politiet og Forsvaret for et år ad gangen, et køretøj med termisk udstyr i op til 6 måneder samt et overvågningsfly.
Opgaven for patruljebådsbidraget er overvågning af Europas ydre grænser, det vil sige at fartøjerne patruljerer i farvandet mellem Grækenland og Tyrkiet, for at yde støtte til FRONTEX' indsats til bekæmpelse af irregulær migration og grænseoverskridende kriminalitet i Middelhavsområdet.
Opgaven løses i et tæt samarbejde med Rigspolitiet, som har myndighedsopgaven og Hellenic Coast Guard, som står for koordineringen af patruljerne.
Som fartøjsfører er du direkte ansvarlig for enhedens opgaveløsning og besætningen på 3 mand. Du repræsenterer chefen for 3. Eskadre i din besætning, i din opgaveløsning og over for organisationen FRONTEX. I sidste ende repræsenterer du Søværnet og Forsvaret i din opgaveløsning til søs, og skal desuden agere i og udenfor for tjenesten i forhold til FRONTEX ”Code of Conduct”.
Det er vigtigt, du har forståelse for andre kulturer og traditioner, da operationsområdet pt. er Middelhavet, og der er en hel del interaktion med lokale samarbejdspartnere. Samtidig er det vigtigt, at du har gjort op med dig selv, om du er klar til at indgå i opgaver, hvor der kan være mange afslutninger på en operation til søs.
Du skal, i samarbejde med din besætning, øvrige myndighedspersoner ombord, træffe beslutninger og sikre, at de bliver ført ud i livet. Du bærer det administrative ansvar for, at enheden som en offentlig myndighed forvaltningsmæssigt overholder diverse bestemmelser fra overordnede myndigheder.
Er du den mest erfarne/ældste fartøjsfører skal du desuden være ”Senior National Officer” og forstå den daglige koordinering med Hellenic Coast Guard lsamt relevante lokale myndigheder som eksempelvis havnemesteren med flere. Som fartøjsfører, for et af Søværnets fartøjer i FRONTEX, forventes du at være nærværende og engageret.
Udsendelsesperioderne vil i første omgang være af en varighed på 5-6 uger, hvor de seks besætninger indgår i en rullende tørn, med to besætninger afsted af gangen. Det betyder, der som minimum skal forventes 130 dage i området om året. Da besætningerne ikke er fast sammensatte betyder det, der vil være mulighed for dråbevis udskiftning.
Hjemmeperioden skal bruges på uddannelse, udpegede ansvarsområder og opretholdelse af kvalifikationer.
Du vil have fast tjenested i KORSØR/FREDERIKSHAVN
Om dig
Du er officer af taktisk linje og er en dygtig vagtchef. Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring fra sejlads med søværnets mindre enheder.
Gennem din sejlende tjeneste, har du en solid erfaring som vagtchef, og du navigerer og manøvrerer egenhændigt på sikker og forsvarlig vis.
Det kan være rutinepræget at indgå i et beredskab i længere perioder, men tingene kan gå stærkt, hvis det først brænder på. Derfor er det vigtigt, at fartøjet hele tiden opretholder et højt operativt niveau. Du skal derfor have gode samarbejdsevner og gode lederegenskaber, som du aktivt bruger til at motivere, skabe forståelse for opgaven og få alle til at trække i samme retning.
Da besætningen er lille, kræver det at opgaver løses med en stor grad af selvstændighed og med frihed under ansvar, derfor kræver det, at du har tillid til folk og gerne uddelegerer opgaver, men samtidigt har karisma til at sætte dig igennem og vise vejen, når det gælder.
Du har en professionel tilgang, bidrager positivt til den samlede opgaveløsning, og sætter en ære i at levere et godt resultat.
Du skal være god til at kommunikere i et klart og sikkert sprog, det være sig mundtligt som skriftligt, såvel til foresatte som til underlagt personel – både på Dansk og Engelsk.
Det er derudover vigtigt, at du besidder en vis psykisk robusthed, da jobbet til tider kan indebære sådanne belastninger. Du er eller kan godkendes til helbreds- og tandundersøgelse (blåt bevis).
Kommer du fra Marinehjemmeværnet eller Reserven og ønsker at være en del af Division 34 / FRONTEX, så send en ansøgning med uddannelse og kvalifikationer, så vil vi lave konkret individuel vurdering.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner/kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat på Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Fast tjenestested aftales til at være enten Frederikshavn eller Korsør.
KONTAKT OG ANSØGNING
Vil du vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte Caspar Fiedler Fjeldborg på mail 3E-DIV34-CH@fiin.dk eller telefon 7285 5041.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Camilla Boye ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på mail FPS-CAB@mil.dk, eller telefon 7281 9192.
Ansøgningsfristen er 17. marts 2024, og samtaler gennemføres snarest herefter.
Stillingen er til besættelse snarest muligt.
Hvis du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Vi beder dig om at søge stillingen via linket ”Send ansøgning”. Det anbefales at vedlægge CV, seneste FOKUS samt øvrige bilag med relevans for stillingen sammen med ansøgningen.
Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
Om 3. Eskadre
3. Eskadre i Søværnet omfatter spændende og alsidige arbejdspladser på sejlende enheder såvel som landtjenestesteder.
I 3. Eskadre får du ansvar og anerkendelse samt stor mulighed for personlig og faglig udvikling.
Eskadrens opgaver omfatter sømilitære opgaver med særligt fokus på farvandene i og omkring Danmark, herunder myndighedsopgaver af permanent karakter samt civilt relaterede samfundsnyttige maritime opgaver. 3. Eskadres enheder løser Søværnets nationale opgaver 24/7/365.
Den største del af eskadrens enheder er beskæftiget med overvågning, suverænitetshåndhævelse, miljø- og transportopgaver samt søredning. Eskadrens enheder er desuden beskæftiget med uddannelse af kadetter.
Ud over de mange skibe er 3. Eskadre endvidere ansvarlig for drift af flådestationerne i Frederikshavn og Korsør, Kystredningstjenesten samt Søværnets Overvågningsenhed med decentralt placerede enheder rundt om i landet.
Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Slagelse Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Flådestation Korsør, Sylowsvej , 4220 Korsør
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 17-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5998924