BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du svendebrev som automatiktekniker eller automatikmekaniker, og er du interesseret i at indgå i et stærkt team der arbejder med højteknologiske våbensystemer og til tider under pres? Så er du måske vores nye medarbejder ombord på Fregatten IVER HUITFELDT.
Om os
Fregatten IVER HUITFELDT er den første af i alt tre fregatter i IVER HUITFELDT-klassen – alle med basehavn i Korsør, og skibene er søværnets største sejlende enheder. Fregatterne er højteknologiske skibe, der kan løse en bred vifte af sømilitære opgaver – såvel nationalt som internationalt. Det er en af Danmarks mest komplekse arbejdspladser, når det drejer sig om mangfoldighed af moderne teknologi og menneskeligt samspil.
Våbensektionen indgår i tæt samarbejde med elektroniksektionen, og varetager vedligehold, fejlfinding og drift af skibets våben-, elektronik-, sensor- og kommunikationssystemer.
Våbensektionen består af elleve mand, én officer, to befalingsmand og otte menige, heriblandt både teknikere og ufaglærte våbenteknikere. I våbensektionen er det vigtigt for os at fastholde et godt arbejdsmiljø blandt andet gennem en uformel, åben og fordomsfri omgangstone med respekt for den enkelte kollega.
Om stillingen
Som automatiktekniker bliver du en del af skibets våbensektion, der har ansvar for skibets våbensystemer, samt de radarsystemer som assisterer våbensystemerne med at ramme deres mål. Samtidig bliver du en del af skibets organisation til søs, hvor du både indgår i vagttjeneste og fungerer som en del af skibets kamporganisation.
Våbensektionen består af et dygtigt team af teknikere og ufaglærte våbenteknikere, hvor faglig stolthed og et godt fællesskab er højt prioriteret i dagligdagen.
Stillingen indbefatter både tjeneste til søs, i såvel danske som internationale farvande, samt daglig tjeneste og vagttjeneste i de perioder, hvor vi ligger til kaj i Korsør. Arbejdstiden er meget svingende, så vi forventer fleksibilitet og omstillingsparathed, men er også villige til at tilpasse tjenesten til den enkelte.
Der kan forventes en del kursusaktivitet i starten af ansættelsen, som både indbefatter grundlæggende sømilitær uddannelse (redningsmidler, skydning, førstehjælp, sømandsskab osv.) samt systemspecifikke tekniske uddannelser, alt efter hvilken baggrund du kommer med. Når du har gennemgået disse uddannelser vil du få et system som dit primære arbejdsområde, fx en kanon, våbenradar eller et missilsystem, og det forventes at du kan tage ansvar for dit eget system, samt hjælpe til på de andre.
Vi kan tilbyde et alsidigt job med mange oplevelser og med mulighed for personlig udvikling. Vi kan herunder tilbyde uddannelsesforløb med kurser og efteruddannelse, hvor vi tager udgangspunkt i din baggrund og dine personlige ønsker. Der må derfor også påregnes rejseaktivitet udover sejlende tjeneste.
Om dig
Du møder i stillingen med åbent sind, og er klar til at gøre dit yderste for at blive en integreret del af våbensektionen såvel som resten af besætningen.
Du er omstillingsparat og klar til at indgå i et omskifteligt og dynamisk miljø. Det vil sige, at du er indforstået med, at skibet, som en del af den danske regerings værktøjskasse, med kort varsel kan blive sendt af sted, eller blive udsat for ændringer i dets oprindelige planer.
Til tider vil din hverdag være hektisk. Du kan tænke klart i pressede situationer, hvor du vil blive bedt om at komme med tekniske løsninger på akut opståede problemer. Endvidere kan du tænke kreativt, og har et drive samt en faglig stolthed. Du skal være typen, som ønsker at løse problemet frem for at omgå det.
Krav til kvalifikationer:
- At du kan eller har gennemført Søværnets basisuddannelse.
- At du har et svendebrev som automatiktekniker eller automatikmekaniker.
- At du allerede er, eller kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT/NATO SECRET.
- At du allerede er, eller kan erklæres egnet til internationale operationer.
Helbredskrav:
- Du skal kunne godkendes til Forsvarets helbreds- og tandundersøgelse (blåt bevis).
- Du skal kunne bestå Forsvarets Fysiske Basistest.
Hvis du har en gymnasial uddannelse (STX, HHX, HTX eller HF), kan du senere som medarbejder i Søværnet søge ind på Søværnets løjtnantsuddannelse og blive officer i Søværnet. Læs mere om løjtnantsuddannelsen her (link: https://karriere.forsvaret.dk/uddannelse/soevaernet/lojtnant/)
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en marinekonstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Faglært tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.
Dit faste tjenestested vil være i Korsør.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Våbenteknisk officer Lasse Svendsen tlf. 30 16 94 00, mail 2E-IVER-VTO@mil.dk.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Birgit Dyrholm ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 71 eller mail FPS-BDY@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er 1. januar 2024 og samtaler forventes afholdt uge 1 og 2. Stillingen er til besættelse efter aftale.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM 2. Eskadre
2. Eskadre er den primære leverandør af Danmarks sømilitære kampevne. Eskadren løser opgaver i danske farvande, regionalt og globalt.
Opgaverne spænder fra bidrag ved humanitære operationer til indsættelse i krigsmæssige operationer.
2. Eskadre består af moderne højteknologiske luftforsvarsfregatter og antiubådsfregatter. 2. Eskadre arbejder kontinuerligt for at være en god og attraktiv arbejdsplads, og vores opgave som styrkeproducent er, at få det komplekse samspil mellem besætninger og en avanceret teknologi til at yde optimalt for at kunne løse Søværnets opgave: At sikre Danmarks interesser fra havet – med magt om nødvendigt.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Slagelse Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Flådestation Korsør, Sylowsvej , 4220 Korsør
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 01-01-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5951602