BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Kunne du tænke dig at arbejde på en dynamisk arbejdsplads i en stor offentlig virksomhed, hvor vi giver plads til udvikling og uddannelse?
Søværnets Center for Administration i Korsør søger en seniorsergent/oversergent med mulighed for avancement, som sagsbehandler til personelelementet
Om os
Søværnets Center for Administration servicerer Søværnets myndigheder, skibe og personel inden for det samlede administrative område. Vi består af to afdelinger, som er placeret på hver sin flådestation i hhv. Frederikshavn og Korsør med i alt 32 medarbejdere, fordelt i fire elementer; Administration, Personale, Tidsstyring og Reserven.
Kundeservice er omdrejningspunktet for vores daglige virke. Samtidig anerkender, anvender og kompetenceudvikler vi vores medarbejderes faglige og personlige kvaliteter med fokus på vores kerneopgaver.
Vi tilbyder en faglig kompetent arbejdsplads, gode kollegaer og gode relationer. Vi tilbyder plads til at du kan udvikle dig i dit eget tempo. Vi tilbyder fleksible arbejdsforhold, hvor du i høj grad får indflydelse på dine arbejdsopgaver, dine prioriteringer og dit tidsforbrug.
Vi understøtter en god balance imellem dit arbejdsliv og dit privatliv.
Der vil være mulighed for op til 2 hjemmearbejdsdage om ugen.
Om stillingen
Stillingen er en seniorsergentstilling og du vil blive en del af et team på 8 medarbejdere samt en elementleder og en souschef, der alle arbejder tæt sammen.
Arbejdsopgaverne er mangeartede og indeholder bl.a. daglig rapportering og modtagelse af meldinger om sygdom, samt opfølgning og samtaler med medarbejderne, herunder iværksættelse af procedure ved længere tids fravær.
Du skal sagsbehandle bl.a. personelsager med ansættelsesretslige tiltag samt bistå ved forhandling af løntillæg, herunder udarbejde og vedligeholde materialet hertil.
Derudover er der generel sagsbehandling ved tilgang og afgang af personel samt vedligeholdelse af personalestamdata og sagsbehandling af funktionsrelateret efteruddannelse og kompetenceforløb, herunder at booke kurser.
Herudover skal du trække diverse rapporter i Forsvarets it systemer og udarbejde statistikker herfra.
Ovenstående vil give dig en god bred viden til gældende bestemmelser og organisationsaftaler inden for HR-området.
dig.
Om dig
Du er uddannet seniorsergent, eller oversergent egnet til gennemgang af MAU/ML.
Hvis du har kendskab til forsvarets it systemer, DeMars, Business Intelligence og WorkZone, er det en fordel.
Du skal selvstændigt kunne varetage sagsbehandling på et varieret sagsområde, der kræver
opbygning af specialviden og evne til at værne om integritet.
Du arbejder effektivt og målrettet, forstår at prioritere dine arbejdsopgaver selv i pressede situationer og kan overholde deadlines.
Da du møder mange af Søværnets medarbejdere, er det vigtigt, at du er imødekommende og kan betragte dine opgaver ud fra et kundeperspektiv, også under den vanskelige samtale.
Du besidder gode samarbejdsevner og bidrager med en høj faglighed.
Da du indgår i teams på tværs af elementerne, lægger vi meget vægt på dine personlige egenskaber.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en seniorsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Stillingen kan besættes af en oversergent med et godt udviklingspotentiale og som vurderes klar til udnævnelse eller klar til udnævnelse indenfor en kortere årrække.
I så fald vil der blive taget stilling til udnævnelse i forbindelse med ansættelsen eller der vil blive udarbejdet en udviklingskontrakt der er målrettet gennemgang af den nødvendige kompetenceudvikling og/eller uddannelse, med henblik på udnævnelse til seniorsergent efterfølgende. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Dit faste tjenestested vil være i Korsør.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte AFDLD Vinni Friis, tlf. 30 36 23 73.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Birgit Dyrholm ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 71 eller mail FPS-BDY@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er 12. juli 2024 og samtaler forventes afholdt umiddelbart efter. Stillingen er til besættelse 1. september 2024 eller efter aftale.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM Søværnskommandoen
Søværnskommandoen består af Kapacitetsdivisionen, Planlægnings- og Operationsdivisionen, Uddannelses- og Træningsdivisionen, samt en ledelsessektion. Derudover er Søværnets fire uddannelsescentre og Søværnets Center for Administration underlagt kommandoen.
Søværnskommandoen er ansvarlig for styrkeproduktion inden for det sømilitære område, herunder for at styrkeproducere og opstille sømilitære enheder inklusive Søværnets Nationale Maritime Operationscenter, samt for at støtte underliggende myndigheders opgaveløsning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Slagelse Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Flådestation Korsør, Sylowsvej , 4220 Korsør
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-07-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6073200