Fregatten PETER WILLEMOES søger OK til stillingen som operationsofficer (genopslag).

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Er du taktisk officer med gode lederegenskaber og kan du se dig selv skabe sammenhæng mellem den operative virkelighed, tjeneste i havn og dygtiggørelse udi søkrig? Så er stillingen som operationsofficer (OPO) noget for dig!

Om os

Fregatten PETER WILLEMOES tilhører 2. Eskadre, der opstiller enheder til internationale maritime operationer i verdens brændpunkter – fra humanitær bistand til krigsoperationer. Skibet er én af tre fregatter i IVER HUITFELDT-klassen, som sammen med fregatterne af ABSALON-klassen er Søværnets kampenheder. Fregatterne er højteknologiske skibe, der kan løse en bred vifte af sømilitære opgaver – nationalt såvel som internationalt.

I 2023 og 2024 er PETER WILLEMOES på beredskab, hvor vi bl.a. skal kunne løse internationale opgaver. De planlagte aktiviteter omfatter derudover bl.a. øvelsesvirksomhed med øvrige NATO partnere.

På PETER WILLEMOES vil vi gerne være kendt for at have en hverdag sammen, som hviler på professionalisme, involvering og ansvarlighed. Vi ved, at det er vores faglige stolthed, kammeratskab og positive arbejdstilgang, der er afgørende for PETER WILLEMOES’ kampevne. Du bliver derfor en del af en robust og sammentømret kampenhed, hvor sammenhold og personlig udvikling går hånd i hånd med en stærk militær og maritim ånd.

Vi har i gennemsnit 125 sejldage årligt uden for basehavnen i Korsør, hvor vi har operationer og øvelser
i danske og udenlandske farvande. De bliver typisk fordelt med øvelser på 10-20 dage, patruljering i op
til 6 uger af gangen og i beredskabsperioder med sejlads af to til tre måneders varighed.

Vi lægger vægt på fleksible rammer under ansvar inden for de muligheder, som Forsvarets fokus på
tilpasning af opgaver og organisation giver.


Om stillingen

Som operationsofficer er du divisionsofficer og leder for skibets operationsdivision, der har ansvaret for løsningen af opgaverne på broen, i operationsrummet og på radioen. Under dig har du ca. 35 medarbejdere fordelt på både officerer, sergenter og menige.
Din primære opgave er at lede og drive operationsdivisionen på vegne af skibschefen og løbende sikre,
at skibets operative opgaver løses tilfredsstillende. Dette gøres i samarbejde med skibets
øvrige divisioner.
Nøglen til at løse skibets operative opgaver effektivt og hensigtsmæssigt er at lede, uddelegere og støtte
dit underlagte personel hensigtsmæssigt. Som OPO skal du være det overordnede samlende led, der
sætter retningen og prioriteterne, så dine medarbejdere forstår opgaven og kan løse den optimalt.
Som OPO har du ansvaret for, at de grundlæggende forudsætninger for driften af
divisionen er på plads. Dette indbefatter at skabe rammer for kursusaktivitet og efteruddannelse, rekruttering af nye medarbejdere og kvalitetskontrol af tjenesteplanlægning.

Du indgår som OPO i skibsledelsen, der foruden dig består af chefen, næstkommanderende, logistikofficeren, teknikofficeren, våben- og elektronikofficeren samt banjermesteren.
Sammen tegner I det samlede ledelsesbillede udadtil og sætter den overordnede retning for skibets opgaveløsning.

Stillingen som OPO indbefatter et til tider højt tempo, såvel som periodevis høj arbejdsbelastning. Til gengæld er der tale om en stilling, hvor du varetager et stort ansvar og en bred vifte af spændende opgaver. Stillingen vil i høj grad udvikle både bredden og dybden i både dine operative og ledelsesmæssige kompetencer, og den vil bidrage væsentligt til dine karrieremuligheder fortsat i sejlende tjeneste, men også i Forsvaret generelt.

Du vil som OPO komme til at stå i spidsen for en motiveret og dygtig medarbejdergruppe, der til gengæld også stiller krav til integriteten af din ledelse, faglighed og synlighed.


Om dig

Du er uddannet taktisk søofficer og udnævnt orlogskaptajn, evt. med lyst til for en periode at vende tilbage til det sejlende operative miljø. Det vil ikke være muligt at blive ansat i stillingen på baggrund af en uddannelsesaftale.

Du har en stor forståelse for både de enkelte krigsdomæner, som kampenheder beskæftiger sig med, men også for deres sammenspil og konflikter.

Du har en grundlæggende forståelse for, hvordan en fregat fungerer organisatorisk – både
internt i forhold til skibets divisioner, men også eksternt i forhold til de forskellige styrkesammensætninger og indsættelser, som fregatterne kan indgå i.

Det er ønskeligt, at du har erfaring som taktisk officer fra internationale operationer og større øvelser
samt været vagtchef på en fregat.

Du skal befinde dig godt i at stå forrest og sætte rammerne for operationsdivisionens opgaveløsning i sammenhæng med skibets øvrige opgaver. Du har gerne forudgående erfaring med praktisk ledelse fra sejlende tjeneste, for eksempel som skibschef på en mindre enhed.

Det forventes, at du besidder gode samarbejdsevner, at du har flair for ledelse, samt at du forstår at
prioritere og sætte en dagsorden, som støtter op om PETER WILLEMOES’ opgaveløsning. Som
divisionsofficer skal du være klar på at støtte op om de konsoliderede ledelsesbeslutninger fra chefen og skibsledelsen og samtidig være i stand til loyalt at fremføre bekymringer og udfordringer fra dit underlagte personel opadtil.

Jobbet som OPO er til tider både intenst og indeholder ofte modsatrettede krav, som du skal forsøge at
forene igennem dine kompetencer som leder, taktiker og menneske.

Du skal kunne håndtere, at din division har mange bolde i luften på samme tid, samt at de leverer
produkter af rette kvalitet - også, når tiden er presset.

Du skal være egnet til INTOPS og skal kunne sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT.

Derudover skal du have de fornødne kvalifikationer (Q’er) for sejlads.

Ansættelsesvilkår

Stillingen besættes efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte skibschef kommandørkaptajn Peter Sønderkjøge-Hansen på 2e-wilm-ch@mil.dk eller nuværende operationsofficer kaptajnløjtnant Kristian Pedersen på 2e-wilm-opo@mil.dk.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR Konsulent, kaptajnløjtnant Henrik Wenzell, ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på tlf.
32 66 55 16.

Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2023 eller efter aftale.

Ansøgningsfristen er den 27. juni 2023, og vi forventer at holde samtaler i uge 26 2023.


Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Fast tjenestested er Korsør.

Om 2. Eskadre (2 ESK)
2. Eskadre er den primære leverandør af Danmarks sømilitære kampevne. Eskadren løser opgaver i danske farvande, regionalt og globalt.
Opgaverne spænder fra bidrag ved humanitære operationer til indsættelse i krigsmæssige operationer.
2. Eskadre består af moderne højteknologiske luftforsvarsfregatter og antiubådsfregatter. 2. Eskadre arbejder kontinuerligt for at være en god og attraktiv arbejdsplads, og vores opgave som styrkeproducent er, at få det komplekse samspil mellem besætninger og en avanceret teknologi til at yde optimalt for at kunne løse Søværnets opgave: At sikre Danmarks interesser fra havet – med magt om nødvendigt.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Slagelse Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Flådestation Korsør, Sylowsvej 8, 4220 Korsør

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 27-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1236&ProjectId=181940&DepartmentId=18960&MediaId=4680&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5847742

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet