Operationsofficer orlogskaptajn/kaptajnløjtnant til Fregatten NIELS JUEL

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Er du taktisk officer med gode lederegenskaber, og kan du se dig selv i spidsen for et hold af taktiske eksperter på en af Søværnets skarpeste arbejdspladser? Så skal du søge stillingen som operationsofficer på Fregatten NIELS JUEL!

Om os

Fregatten NIELS JUEL tilhører 2. Eskadre, der opstiller enheder til internationale maritime operationer i verdens brændpunkter – fra humanitær bistand til krigsoperationer. Skibet er én af tre fregatter af IVER HUITFELDT-klassen, som er Søværnets største og primære kampenheder. Fregatterne er højteknologiske skibe, der kan løse en bred vifte af sømilitære opgaver – nationalt såvel som internationalt.

NIELS JUEL har i 2023 deltaget i NATOs stående flådestyrker i både Nordatlanten og i Middelhavet, og været på højt beredskab.

I 2024 vil NIELS JUEL fortsat være på højt beredskab. Det betyder at NIELS JUEL er blandt de første redskaber, politikere og beslutningstagere tager op af skuffen, når der er behov for en maritim kampenhed. Vi forventer at skulle løse internationale opgaver, herunder en indsættelse i NATOs stående flådestyrke i primært Nordeuropa.

På NIELS JUEL agerer vi efter søheltens gamle motto: ”Nec Temere – Nec Timide”, som nok bedst kan oversættes med ”Hverken ubesindig eller frygtsom”. Vi insisterer på at have et godt arbejdsmiljø med fokus på gensidig respekt, korpsånd og tryghed med det formål at skabe en slagkraftig og indsættelsesparat enhed med et fagligt niveau blandt de bedste.

Vi har mellem 125 og 150 sejldage om året, uden for basehavnen i Korsør, hvor vi gennemfører operationer og øvelser i danske og internationale farvande. Sejladsen bliver typisk fordelt i perioder fra 10-20 dage på øvelser og op til to-tre måneders sejlads i NIELS JUELs beredskabsperioder.

Vi lægger vægt på fleksible rammer under ansvar, inden for de muligheder som Forsvarets fokus på tilpasning af opgaver og organisation giver.

Om stillingen

Som operationsofficer er du divisionsofficer og leder af skibets operationsdivision. I din organisation har du ca. 35 medarbejdere fordelt på både officerer, sergenter og menige. Du vil som operationsofficer komme til at stå i spidsen for en motiveret og dygtig medarbejdergruppe, der til gengæld også stiller krav til din integritet, faglighed, synlighed og ledelse.

Din primære opgave er at lede og drive operationsdivisionen og sikre, at skibets operative opgaver løses bedst muligt. Dette gøres i løbende samarbejde med skibets øvrige divisioner, der støtter op om skibets eksterne opgaveløsning. Som operationsofficer er du det samlende led, der i samarbejde med chefen sætter retningen og prioriteterne for skibets operative virke. Retning og operative prioriteter er det din opgave at formidle til resten af divisionen og skibet, så alle arbejder i samme retning og mod samme mål.

Du indgår i skibsledelsen, der foruden dig består af chefen, næstkommanderende, logistikofficeren, teknikofficeren, våben- og elektronikofficeren samt banjermesteren. Sammen tegner I det samlede ledelsesbillede udadtil og sætter den overordnede retning for skibets opgaveløsning.

Du har ansvaret for, at rammerne for divisionens arbejde er på plads. Dette indbefatter blandt andet at skabe rum for kursusaktivitet og efteruddannelse, rekruttering af nye medarbejdere og kvalitetskontrol af tjenesteplanlægning sammen med dine øvrige ledere i divisionen.

I stillingen som operationsofficer varetager du et stort ansvar. Stillingen kræver til tider både højt tempo og periodevis høj arbejdsbelastning. Det er vores hensigt, at stillingen udvikler såvel din operative profil som dit ledelsesvirke. Dermed er det vores ambition, at du efter endt tjeneste som operationsofficer, og afhængig af din forudgående karriere, vil være attraktiv i stillinger som næstkommanderende på fregat eller tunge sagsbehandlerstillinger i landstrukturen.

Om dig

Du er uddannet taktisk søofficer og udnævnt kaptajnløjtnant - alternativt har du som orlogskaptajn lyst til for en periode at vende tilbage til det sejlende operative miljø.

Du har erfaring som både vagtchef og taktisk officer fra Søværnets enheder. Du har en udpræget forståelse for de sømilitære domæner, som Søværnets enheder beskæftiger sig med, men også for deres sammenspil og konflikter.

Du har en grundlæggende forståelse for, hvordan en stor kampenhed fungerer organisatorisk – både internt i forhold til skibets divisioner, men også ekstern i forhold til de forskellige styrkesammensætninger, og indsættelser som kampenhederne kan indgå i.

Det er ønskeligt, at du har erfaring som taktisk officer, herunder gerne fra internationale operationer og/eller større øvelser med en fregat. Alternativt har du erfaring med operationer fra stabe på højere niveauer som du kan bruge for at bringe NIJU bedst muligt i spil i samarbejde med andre enheder.

Jobbet som operationsofficer er til tider intenst, og det indeholder ofte modsatrettede krav som du skal forsøge at forene med dine kompetencer som officer, leder og menneske. Du skal derfor befinde dig godt i at stille dig forrest og derfra sætte retning og give rammer. Vi forventer, at du besidder gode samarbejdsevner, at du har flair for ledelse, samt at du forstår at prioritere det vigtigste først. Du skal kunne håndtere krydspresset mellem ledelsens behov for retning og udvikling og dit underlagte personels behov, bekymringer og udfordringer.

Du skal være klar på periodevist lange arbejdsdage og et stort arbejdspres, og du skal kunne håndtere, at din division har mange bolde i luften på samme tid, samt at de leverer produkter af rette kvalitet - også, når tiden er presset.

Du skal være egnet til INTOPS og skal kunne sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT.
Derudover skal du have de fornødne kvalifikationer (Q’er) for sejlads.

Ansættelsesvilkår

Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Dette brede opslag omfatter kaptajner/kaptajnløjtnanter og majorer/orlogskaptajner i løngruppe 4 og 5. Stillingens indhold og niveau justeres efter den valgte kandidat.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat på Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

KONTAKT OG ANSØGNING
Du er meget velkommen til at høre mere om stillingen hos skibschef, KK Henrik Surlykke Lund, 2e-niju-ch@mil.dk/30169450, eller næstkommanderende, OK Tor Jalk Jensen, 2e-niju-nk@mil.dk/30169451. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent Britt Holde på telefon 728 19143.

Ansøgningsfristen er den 8. februar 2024 og vi forventer at holde samtaler i umiddelbar forlængelse af ansøgningsfristen.

Stillingen ønskes besat 1. marts 2024 eller efter aftale.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale. FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om 2. ESKADRE
2. Eskadre er den primære leverandør af Danmarks sømilitære kampevne. Eskadren løser opgaver i danske farvande, regionalt og globalt. Opgaverne spænder fra bidrag ved humanitære operationer til indsættelse i krigsmæssige operationer.

2. Eskadre består af moderne højteknologiske luftforsvarsfregatter og antiubådsfregatter. 2. Eskadre arbejder kontinuerligt for at være en god og attraktiv arbejdsplads, og vores opgave som styrkeproducent er, at få det komplekse samspil mellem besætninger og en avanceret teknologi til at yde optimalt for at kunne løse Søværnets opgave: At sikre Danmarks interesser fra havet – med magt om nødvendigt.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Slagelse Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Flådestation Korsør, Sylowsvej , 4220 Korsør

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 08-02-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5977474

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet