BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Ved Storebælt VTS ser vi ind i et år, hvor vi får behov for ekstra kræfter. Derfor søger vi to uddannede skibsførere, til to tidsbegrænsede stillinger hver af 12 måneders varighed.
Ens for stillingerne er at du har lyst til at prøve kræfter med et maritim job i land.
Om os
VTS Storebælt (Vessel Traffic Service Storebælt) er et sikkerhedssystem og er bemandet af en chef samt 21 VTS-operatører.
Vi har domicil på Flådestation Korsør, hvor vi overvåger og vejleder skibsfarten inden for vores ansvarsområde. Det gør vi for at undgå sejladssituationer, der kan udgøre en fare for broerne, skibsfartens sikkerhed og miljøet.
Vi er et team med stærkt engagement i jobbet og respekt for hinandens forskellighed. Samtidig har vi en uformel omgangstone med plads til humor i dagligdagen.
Om stillingen
Som vores nye kollega, får du en anderledes hverdag, med mulighed for at gøre brug af din maritime erfaring på en arbejdsplads med gode kolleger, som har samme baggrund som dig selv.
Dit primære arbejde vil bestå i at monitere og vejlede skibsfarten og således bidrage til at navigatørerne ombord, med baggrund i din vejledning, kan træffe deres egne kvalitative beslutninger.
Du arbejder som udgangspunkt i 12-timers vagter, får sammenhængende frihed og mulighed for at være hjemme hver dag.
Du får en grundig og struktureret introduktion til VTS-området samt oplæring i jobbet før du går selvstændig vagt. Hvis du ikke allerede har gennemført et VTS-basiskursus, vil du skulle gennemføre det i løbet af de første tre måneders ansættelse.
Om dig
Du har en skibsføreruddannelse gerne suppleret med VTS- basiskursus. Du har gode kommunikative evner og taler engelsk på højt niveau.
Du er i besiddelse af gyldigt kørekort - kategori B.
Som person er du først og fremmest en god kollega, som motiveres af at opnå resultater gennem samarbejdet i dit team. Du tænker fremadrettet og er klar til at ”gå den ekstra mil” for at yde det absolut bedste for dit team. Du definerer succes kollektivt snarere end individuelt.
Du har god situationsfornemmelse og arbejder nemt sammen med mange forskellige typer mennesker, uden at du selv nødvendigvis er midtpunktet. Du interesserer dig for dine kolleger, er åben, nysgerrig og lytter aktivt og deltagende.
Du er selvmotiverende, flittig og samtidig tilstrækkelig selvsikker til at gå foran med din adfærd, som motiverer og bringer det bedste frem i teamet.
Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat og aflønnet efter gældende overenskomst mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Lederne Søfart.
Månedslønnen er i alt kr. 40.985,97 som består af en basisløn på kr. 31.487,46, et fast tillæg for variable ydelser på kr. 4.233,82, et funktionstillæg på kr. 4.685,09 og et fleksibilitetstillæg på kr. 579,60.
Der er mulighed for forhandling af et yderligere mindre individuelt tillæg på baggrund af dine kvalifikationer.
Det arbejdsgiverfinansierede pensionsbidrag udgør 12 % af de pensionsgivende løndele, mens medarbejderens eget bidrag udgør 6 % af de pensionsgivende løndele.
Dit faste tjenested vil være i Korsør.
Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal blandt andet kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Storebælt VTS, Jimmy Westermann på telefon 72 85 11 18.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse Sheeba Krause på telefon 32 66 50 36.
De to vikariater ønskes besat henholdsvis pr. den 1. april og den 1. maj 2024. Ansøgningsfristen er den 18. februar 2024 Vi gennemgår ansøgningerne efter fristens udløb og forventer at afholde samtaler i uge 8.
Vi beder dig om at søge stillingen ved at klikke på ansøgningslinket. Vi beder dig om at vedhæfte din motiverede ansøgning, CV og kopi af skibsførerbevis. Vær opmærksom på, at dokumenter kun kan tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om 3. ESKADRE
3. Eskadre er en eskadre i Søværnet, og omfatter spændende og alsidige arbejdspladser, på sejlende enheder såvel som landtjenestesteder.
I 3. Eskadre får du ansvar og anerkendelse, samt stor mulighed for personlig og faglig udvikling.
Eskadrens opgaver omfatter sømilitære opgaver med særligt fokus på farvandene i og omkring Danmark, herunder myndighedsopgaver af permanent karakter samt civilt relaterede samfundsnyttige maritime opgaver.
3. Eskadre enheder løser Søværnets nationale opgaver 24/7/365.
Den største del af eskadrens enheder er beskæftiget med overvågning, suverænitetshåndhævelse, miljø- og transportopgaver samt sø redning. Eskadrens enheder er desuden beskæftiget med uddannelse af officerselever.
Ud over de mange skibe er 3. Eskadre endvidere ansvarlig for drift af Flådestationerne Frederikshavn og Korsør, Kystredningstjenesten samt Søværnets Overvågningsenhed, med decentralt placerede enheder rundt om i landet.
3. Eskadre passer på Danmarks farvande – altid!
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Slagelse Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Flådestation Korsør, Sylowsvej , 4220 Korsør
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 18-02-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5984194