Slagelse Kommune søger medlemmer til nyt råd for socialt udsatte

Foto: Slagelse kommune.
dato

Slagelse Kommune søger engagerede medlemmer til Rådet for Socialt Udsatte – alle med viden eller erfaring om social udsathed opfordres til at pege på kandidater.

Slagelse Kommune skal udpege nye medlemmer til Rådet for Socialt Udsatte. Her har du mulighed for at pege på, hvem der skal være med til at gøre en forskel for mennesker, som lever i social udsathed. Rådet rådgiver kommunens politikere om forhold, der har betydning for mennesker på kanten af samfundet, og sikrer, at viden og erfaringer fra dem, der kender udfordringerne, bliver hørt og inddraget i de beslutninger, der træffes.

Rådet skal bestå af fem borgerrepræsentanter, gerne herunder pårørende med egne erfaringer med social udsathed, samt to fagpersoner med særlig viden, der kan styrke rådets arbejde. Som udgangspunkt skal man bo eller arbejde i Slagelse Kommune, men det er muligt at give dispensation, hvis en person vurderes at kunne bidrage væsentligt.

Hvis du arbejder med eller har kontakt til mennesker i social udsathed i Slagelse Kommune, kan du indstille medlemmer til rådet. Det gælder eksempelvis foreninger, brugerorganisationer, frivillige fællesskaber, tilbud og institutioner. Enkeltpersoner har også mulighed for at indstille sig selv eller andre.

Medlemmer indstilles via en digital blanket eller ved at kontakte konsulent Lone Kæstrup på telefon 24 22 13 07. Du skal skrive, hvorfor den pågældende person vil være et godt medlem af rådet, men undlad at inkludere personfølsomme oplysninger i indstillingen. Fristen for indstilling er den 4. marts 2026.

Er du nysgerrig på, hvad arbejdet i rådet indebærer, afholdes der åbne informationsmøder, hvor alle interesserede er velkomne:

  • Slagelse – Varmestuen, Sdr. Stationsvej 2, mandag 23. februar kl. 13.00
  • Skælskør – Varmestuen, Præstevangen 38, onsdag 25. februar kl. 11.00
  • Korsør – Værestedet, Lilleøvej 3, tirsdag 17. februar kl. 11.00

Læs mere om rådets arbejde og rammer på Slagelse Kommunes hjemmeside.

https://www.slagelse.dk/da/nyheder/medlemmer-til-raadet-for-socialt-udsatte/

Kilde: Slagelse Kommune