I uge 27 forvandles Caspar Brands Plads og det gamle rådhus i Korsør til centrum for børnefestivalen SPEKTAKEL. Fra mandag den 29. juni til lørdag den 4. juli mellem kl. 10.00 og 15.00 kan både børn og voksne opleve en uge med et væld af aktiviteter. Festivalen omfatter kreative værksteder, eksperimenterende lege, scenekunst, koncert og trylleshow, hvilket skaber rig mulighed for leg, opdagelse og samvær.
SPEKTAKEL er arrangeret som en del af flere initiativer under udviklingsplanen for Korsør, der sætter kurs for byens udvikling de næste 15 til 20 år. En særlig ambition er at gøre det gamle rådhus til et kulturelt samlingspunkt på havnefronten med særligt fokus på børn og unge. Festivalen fungerer således som en afprøvning af nye aktiviteter og samarbejdsformer, hvor børnene er i centrum og inviteres til at sætte dagsordenen for ugens gang.
SPEKTAKEL markerer det første skridt i arbejdet med at udvikle området omkring det gamle rådhus og Caspar Brands Plads til et levende og inspirerende sted. Målet er at undersøge, hvordan området kan danne rammen om nye kulturelle tilbud for børn og unge, samt hvordan lokale aktører kan bidrage til udviklingen. Forud for festivalen blev der d. 10. juni afholdt en opstartsworkshop, hvor lokale foreninger og interessenter bidrog med idéer til udviklingen af området.
Under festivalen fyldes rådhuset med sjove, overraskende og udforskende aktiviteter, hvor børn kan bygge, lege og gå på opdagelse. Her kan man blandt andet opleve robotbygning, sommerfuglelege og scenekunst midt i byen.
Se hele programmet for børnefestivalen her: http://www.vedstorebælt.dk/spektakel
https://www.slagelse.dk/da/nyheder/sommeren-skydes-i-gang-med-boernefestivalen-spektakel-i-korsoer/